Om mig

I det følgende stykke tekst kan man læse om min rejse rundt i musikkens verden. Jeg beklager på forhånd, hvis nogen føler sig glemt eller udelukket, men skulle alle detaljer nævnes, ville dette indlæg fylde alt, alt for meget. 

Jeg er født og opvokset i Nykøbing Falster – en hyggelig lille by på de danske Sydhavsøer. Her startede jeg som 9-årig til guitar i den lokale musikskole hos Dominique Bureau. Først med spansk guitar, fodskammel og Fernando Sor. Sidenhen med elguitar og A Modern Method For Guitar 1, 2 OG 3.

Sideløbende med dette spillede jeg i det lokale drengeband Bydrengene, med hvem jeg opnåede ret stor succes i en årrække. Vi spillede til byfester, kræmmermarkeder og hvor end man ellers havde lyst til at høre tre små drenge fyre den af med rock’n’roll. Bydrengene fadede ud, og Groovin’ High (opkaldt efter Dizzy Gillespies nummer, og fundet ved en metodisk gennemgang af den originale realbook) overtog rollen som et populært koncert- og festband i det sydøstlige Danmark. Jeg har aldrig….ALDRIG…..slæbt så meget gear, som i den relativt korte periode bandet eksisterede.

Tre år på Nykøbing Falster Katedralskole endte lykkeligt. Jeg fik, trods manglende lyst til lektier og gemen teenagedrengedovenskabssyndrom, studenterhuen på hovedet med et respektabelt snit på 9,2 (efter den gamle 13-skala). Da støvet havde lagt sig og huen efterhånden blev pillet af hovedet og lagt op på hylden, gik turen mod Københavnstrup, hvor jeg i en kort periode boede, og fik spillet en masse musik. Jeg turnérede Danmark rundt med bandet ROBOT og spillede sideløbende bebopjazzguitar rundt på de københavnske jazzsteder. Tiden blev hovedsageligt brugt på at øve og spille, men jeg fik også tid til at organisere og indesende mine ansøgninger til Berklee College of Music (og ja, det hjalp jo at jeg havde spillet A Modern Method For Guitar 1, 2 OG 3). En tur til Paris for at spille optagelsesprøve gjorde udslaget, og jeg var endelig klar til at drage til Boston, Massachusetts. Planen var at “være der” i ét semester, for så at vende hjem og søge på Konservatoriet i Danmark. Men et semester blev til to, blev til tre….og til sidst endte jeg med en Bachelor of Arts i Music Performance med udmærkelsen Summa Cum Laude.

Årene efter Berklee ansøgte jeg (og blev tildelt) af to omgange om et 01 Artist Visa, som giver udlændinge mulighed for at leve og bo i USA som udøvende kunstnere (men ikke som undervisere; ej heller med mulighed for at supplere indtægterne med arbejde i Starbucks). Så der skulle spilles og spilles, hvis ikke hjemrejsebilletten skulle indløses med et samme. Og det blev der så – altså spillet og spillet. Jeg lærte nok allermest om guitar, musik, produktion, komposition etc. i løbet af mine syv år som fuldtidsprofessionel i USA. Det var syv hårde og barske år, men jeg tænker stadig tilbage på den tid med fryd og glæde.

Fryd og glæde var det imidlertid ikke, da finanskrisen gjorde sit indtog, og satte et akut stop for amerikanernes lyst til at bruge så meget som én Dollar på musik. Jobs blev aflyst, og de bands jeg spillede med blev ikke genbooket til events, som ellers plejede at være fast inventar på sæsonkortet. Der var heller ikke noget studiearbejde, for sangere og sangskrivere havde ikke råd til at hyre musikere og teknikere. Mine amerikanske medmusikere havde den beskedne luksus, at de trods alt kunne søge arbejde i den lokale kiosk, eller arbejde som tjener i en restaurant. Men som indehaver af det føromtalte 01-Visum, var det desværre ikke en mulighed. Så valget blev truffet….jeg tager hjem til Danmark.

Så er vi sådan i grove træk nået frem til nu. Jeg vil hér undlade at skrive alt for meget om hvad jeg går og sysler med i disse tider, da dette i rigt mål vil blive repræsenteret rundt i de andre menupunkter.

God tur rundt på siderne….

%d bloggers like this: